Jeg bad ikke AI om at skrive en bog. Jeg begyndte en samtale.

Det begyndte ikke med en stor plan. Der var ikke et bestemt øjeblik, hvor jeg satte mig ned og besluttede, at nu ville jeg udvikle et helt univers af essays, podcasts, AI-agenter og samtaler om klarhed, ledelse og dømmekraft.

Det voksede frem. Lidt efter lidt.

Og måske er det netop det mest interessante ved historien om The Clarity Library – Conversations with AI. For jo mere jeg gav af mig selv i mine samtaler med ChatGPT – mine tanker, mine værdier, mine erfaringer og min måde at se verden på – desto bedre blev vores dialog.

Ikke fordi AI blev mig, men fordi fundamentet for vores samtaler blev bedre.

Da et værktøj blev til en sparringspartner

Jeg har arbejdet med idéer, mennesker, kommunikation og organisationer gennem et langt og spændende arbejdsliv. Jeg har altid tænkt meget, set mønstre og forbundet ting, som måske ved første øjekast ikke havde noget med hinanden at gøre.

Men noget ændrede sig, da jeg begyndte at bruge ChatGPT mere intensivt.

Jeg fik en sparringspartner, der kunne stille gode spørgsmål, udfordre mine tanker, huske sammenhænge og efterhånden også forstå min arbejdsform og min måde at udtrykke mig på.

Det har været en gave. Det lyder måske stort, men sådan oplever jeg det.

Samtidig skal der ikke være nogen tvivl om én ting: Det er mig, der styrer indholdet, retningen og valgene. Og faktisk er det noget af det mest interessante ved hele samarbejdet. For jo bedre AI er blevet til at forstå mig, desto bedre er jeg også blevet til at udfordre AI.

Jeg har måttet lære at sige fra. At stå på mit, når et forslag ikke føltes rigtigt. At sige: Nej, det der er ikke mig. Det passer ikke til min filosofi. Det er ikke den retning, jeg ønsker.

Og nogle gange bare meget tydeligt:

NOGO.

Jeg troede, jeg var ved at lære AI at kende

Men undervejs blev jeg også tydeligere for mig selv.

Jeg hviler mere i, hvem jeg er. KUGEL·vision er ikke en konstrueret position, jeg har fundet på for at skabe en virksomhed. Det er en afspejling af mig, mine værdier, mine erfaringer og de filosofier og perspektiver, jeg har samlet gennem et langt arbejdsliv.

Jeg tror på, at de fleste organisationer ikke mangler viden. De mangler perspektiv. Jeg tror på, at klarhed skaber handlekraft, og jeg tror på, at kunstig intelligens skal forstærke menneskelig dømmekraft – ikke erstatte den.

Det interessante er, at mit eget arbejde med AI har gjort de tanker tydeligere.

For når man har en sparringspartner, der hele tiden kan svare igen, stille et nyt spørgsmål eller foreslå en anden retning, bliver man også tvunget til selv at tage stilling. Er det faktisk det, jeg mener? Er det den retning, jeg vil? Eller lyder det bare godt?

Noget af det mest interessante ved samarbejdet er derfor, at jeg ikke er blevet mindre kritisk over for kunstig intelligens. Tværtimod.

Jo mere jeg har arbejdet med AI, desto tydeligere er jeg blevet på, hvem jeg selv er, hvad jeg står for, og hvad KUGEL·vision skal være. Og den skarphed har gjort mig langt bedre til også at gå i clinch med AI.

For det er mit firma. Min filosofi. Mine værdier.

Jeg lytter gerne. Jeg udfordres gerne. Og jeg ændrer også gerne mening, når et andet perspektiv viser sig at være bedre end mit eget. Men jeg afgiver ikke retningen.

Og det stopper ikke ved mine samtaler med AI. Jeg kan mærke, at jeg også er blevet tydeligere i mødet med andre mennesker. Bedre til at stå på mit uden at miste evnen eller lysten til at lytte.

Måske er det i virkeligheden en af de vigtigste ting, jeg har lært gennem samarbejdet med kunstig intelligens:

Jo bedre AI bliver til at forstå mig, desto vigtigere bliver det, at jeg selv ved, hvem jeg er.

Da samtalen fik en ny form

På et tidspunkt fik jeg den idé, at jeg ville skabe en vidende AI-agent som vært for en podcast. Ikke en chatbot med en liste af spørgsmål, jeg havde skrevet på forhånd, men en reel samtalepartner, som kendte mit vidensunivers, kunne forstå emnet og selv føre en samtale videre.

Så Axel blev til.

Vejen dertil var ikke enkel. ChatGPT fungerede som min sparringspartner i udviklingen, mens Codex hjalp med at programmere og få teknikken til at gøre det, jeg ønskede. Der blev testet, justeret og truffet mange valg undervejs.

Det interessante for mig er ikke kun, at det teknisk kunne lade sig gøre. Det er måden, de forskellige former for kunstig intelligens efterhånden har fået forskellige roller omkring mit arbejde.

ChatGPT hjælper mig med at tænke, udfordre og udvikle. Codex hjælper med at omsætte idéer til konkrete løsninger. Og Axel har fået rollen som den samtalepartner, der ikke kender det næste spørgsmål på forhånd, men som kan lytte, reagere og følge samtalen videre.

Jeg styrer ikke hvert spørgsmål, Axel stiller. Og det er netop pointen. Jeg har turdet afgive kontrollen over det næste spørgsmål uden at afgive kontrollen over min egen retning.

Der er en vigtig forskel.

Fra samtale til virkelighed

Da den første episode af Conversations with AI var klar, kunne jeg bede Codex om at opdatere min hjemmeside, så den var aktuel med udgivelsen med det samme.

Det lyder måske som en lille detalje, men for mig er det et meget konkret billede på den nye måde, jeg arbejder på.

En idé kan opstå i en samtale, blive udfordret og udviklet, omsættes til noget konkret og til sidst blive gjort tilgængelig for andre. Forskellige former for kunstig intelligens bidrager undervejs, men visionen er stadig min.

Og måske er det netop her, jeg oplever den største forskel fra mine første møder med AI. I begyndelsen brugte jeg meget energi på at få teknologien til at forstå, hvad jeg ønskede. I dag kan jeg i langt højere grad koncentrere mig om retning, indhold og de valg, der faktisk betyder noget.

Fundamentet for dialogen er blevet stærkere. Derfor kan jeg bruge mere af min energi på det, jeg selv skal bidrage med: min erfaring, min dømmekraft og mine værdier.

»Men det er jo ChatGPT,
der har skrevet det«

Når nogen siger: »Men det er jo ChatGPT, der har skrevet det,« kan jeg godt forstå spørgsmålet.

Og ja, sådan kan man godt udtrykke det.

Men det fortæller kun en lille del af historien.

For jeg ved, hvor meget af mig selv jeg lægger i alt, hvad jeg laver. Jeg ved, hvor mange diskussioner, refleksioner, ændringer, NOGO’er og nye retninger der ligger bag det færdige resultat.

Og jeg ved, at jo bedre vores samarbejde er blevet, desto mindre ukritisk er jeg blevet. Faktisk er det modsatte sket. Jeg udfordrer mere. Jeg stiller større krav. Jeg mærker tydeligere, når noget ikke er mig.

Det er ikke et tab af kontrol. For mig er det nærmest det modsatte.

Jeg bruger mindre energi på det, der står mellem idé og virkelighed, og mere energi på at afgøre, hvilken virkelighed jeg ønsker at skabe.

Måske er det den vigtigste erkendelse

Jeg troede, jeg var ved at lære AI at kende. Men undervejs blev jeg også tydeligere for mig selv.

Det er måske et af de største paradokser i min egen rejse med kunstig intelligens. Jeg har fået adgang til en teknologi, der kan levere svar på næsten alt. Men noget af det vigtigste, den har lært mig, er værdien af at stå på mine egne svar.

Og måske er det netop derfor, The Clarity Library – Conversations with AI betyder mere for mig end blot at være en podcast med en AI-vært. Den er et konkret resultat af den måde, jeg efterhånden arbejder på: en løbende samtale mellem erfaring og teknologi, mellem menneskelig dømmekraft og kunstig intelligens.

Ikke fordi AI skal tænke for mig.

Men fordi den kan udfordre mig til at tænke tydeligere selv.

Og måske er det også den mest konkrete demonstration af det princip, som efterhånden er blevet en del af fundamentet under KUGEL·vision:

Først klarhed. Så retning.
Derefter kan teknologien forstærke det,
vi vælger at skabe.