Forfatteren beskriver udviklingen af podcasten Conversations with AI og erkender, at den største udfordring ikke var at skabe en AI-karakter, men en samtalepartner, der kunne stille gode spørgsmål, udfordre svar og drive samtalen videre. AI blev formet som en nysgerrig medvært snarere end en ekspert.
Arbejdet kom til at handle mindre om teknologi og mere om relation, nysgerrighed og dømmekraft. Forfatteren ser projektet som en måde at give sin egen nysgerrighed en stemme, og første episode udkommer den 9. juli.

Da jeg besluttede mig for at udvikle Conversations with AI, troede jeg egentlig, at den største udfordring ville blive at skabe en overbevisende AI-karakter. En karakter med det rigtige udseende, den rigtige stemme og den rigtige personlighed.
Det viste sig hurtigt, at jeg tog fejl.
Jo længere processen skred frem, desto tydeligere blev det, at det slet ikke var karakteren, der var den egentlige udfordring. Den virkelige opgave var at skabe en interviewer. En samtalepartner, der kunne drive en samtale fremad, lytte, stille relevante spørgsmål og udfordre mine svar, når de blev for hurtige eller for overfladiske.
Det lyder måske enkelt. Men det var det ikke.
Jeg havde fra begyndelsen en ret klar fornemmelse af, hvor jeg gerne ville hen med formatet. Jeg ønskede ikke at lave endnu en podcast om kunstig intelligens. Jeg ville skabe en podcast, hvor kunstig intelligens blev en aktiv del af samtalen. Ikke som ekspert. Ikke som orakel. Men som en nysgerrig medvært, der kunne være med til at undersøge et emne sammen med mig.
Det betød også, at jeg brugte en stor del af processen på at udfordre AI. Jeg accepterede sjældent det første svar. Ofte heller ikke det andet. Jeg bad om nye vinkler, andre formuleringer og skarpere spørgsmål. Mange gange skrev jeg bare ét ord tilbage:
NOGO.
Ikke fordi svarene var dårlige. Men fordi de endnu ikke ramte den retning, jeg havde i tankerne.
Jeg vidste nemlig ret præcist, hvad jeg ledte efter. Ikke alle detaljerne, men følelsen. Jeg ønskede ikke en digital assistent, der blot nikkede til mine tanker. Jeg ønskede en reel samtalepartner. En, der kunne udfordre mig, holde fast i et spørgsmål, når jeg gled lidt for let hen over det, og som turde være uenig, hvis det gjorde samtalen bedre.
Det blev hurtigt tydeligt for mig, at kunstig intelligens ikke tænker som mennesker. Den leder efter sandsynlige svar. Derfor blev en stor del af arbejdet ikke at få AI til at skrive bedre, men at hjælpe den med at forstå, hvilken rolle Axel skulle have.
På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg var holdt op med at tænke på Axel som en figur. Nu handlede det om relationen mellem os. Han skulle kunne holde fast i et spørgsmål, når jeg gled lidt for let hen over det. Han skulle turde udfordre mine argumenter. Og han skulle også kunne acceptere, når jeg udfordrede hans.
Det ændrede også min egen måde at arbejde med kunstig intelligens på.
Jeg opdagede, at den største værdi ikke lå i de svar, AI kunne give mig. Den lå i samtalen. I muligheden for at vende tilbage, prøve igen, udfordre, nuancere og begynde forfra – uden at processen gik i stå.
Måske er det netop dét, der har overrasket mig mest. Jo mere jeg arbejdede med teknologien, desto mindre kom det til at handle om teknologien.
Det kom i stedet til at handle om nysgerrighed, dømmekraft og de spørgsmål, der får os til at tænke en ekstra gang.
Da jeg begyndte arbejdet med podcasten, troede jeg, at jeg skulle skabe en AI-karakter.
I dag tænker jeg anderledes. Jeg tror ikke, jeg skabte Axel. Jeg tror, jeg fandt en måde at give min egen nysgerrighed en stemme.
Måske er det derfor, vores samtaler føles så ægte. Ikke fordi vi altid er enige. Men fordi vi begge insisterer på at undersøge, før vi konkluderer.
På torsdag den 9. juli udkommer første episode af Conversations with AI.
Jeg glæder mig til at invitere dig med ind i samtalen.


Skriv et svar